Hvert år holdes der en brag af en fest KUN for Skarnbasserne og deres voksne. (personale)
En fest der markerer at nu er deres børnehave tid snart ved at være slut - at sommeren er på vej, og noget nyt og spændende banker på døren. Nemlig skolen.
Det plejer at være en dag, hvor forventningen summer hele dagen. Børnene har et stykke tid i forvejen lavet bordpynt og snakket om musik til festen og meget mere.
På dagen skal bordene stilles op og pyntes - og de skal nyde dagen i fulde drag. Nogle børn er der hele dagen, andre skal hjem og have fest tøjet på. Det er jo en stor dag :-)
De sidste par år har der været spist pizzaer fra en af de lokale pizzeriaer - og Peter har holdt tale til børnene. Der er blevet danset og leget, så sveden er piblet frem. Og sidst men ikke mindst har børnene fået en lille gave.
Børnene hentes af forældrene glade og trætte til en god weekend.
I 2021 blev festen en anderledes én af slagsen, men den varede så også hele dagen, næsten.
Lotte, Peter og børnene havde øvet sig på Triatlon til dagen. Så en aktiv dag var i vente.
I ført deres splinter nye Nr 1 Taarnborg T-shirt skulle de blandt andet cykle, som er et stort hit i børnehaven og klatre ned af en af de stejle skrænter ovre på volden via reb. Da alle havde gennemført var der naturligvis guldmedaljer til alle!
Hjemme i børnehaven var der højthumør, gode lege, gaver og ikke mindst mad over bål. En helt igennem fantastisk dag for både børn og voksne.