Barnet kan ikke begribe og forstå verden gennem andres erfaringer. Vi ved ikke i dag, hvad børnene bør lære af konkrete ting til deres uddannelsesfremtid, men vi ved, at både nu og i fremtiden vil deres kompetencer til at indgå i sociale og kommunikative fællesskaber være centrale.
Det er evnen til at lære, handle og kommunikere, der er vigtig for mindre børn at erhverve sig – hvad den konkrete læring består i, er et relativt uinteressant spørgsmål i børnehavealderen.
Men det at være en del af et fællesskab og møde andre med empati og ligeværd er en vigtigt kompetence for børn at have, det er den læring som børn styrkes i hele deres børnehave tid.
I børnehavealderen må de voksne ikke blive en stopklods for børns frie erfaringsindsamling, fordi det kan stoppe lysten til at lære, og det kan hindre en masse erfaringer i at komme til barnet. At følge børn og have børneperspektivet med i mødet med dem sikre at læring sker der hvor de lærer bedst, nemlig i deres leg med andre børn og voksne. Ved at møde dem i det de synes er det mest interessante, bliver læring ikke bare noget der skal modtages, men noget vi oplever sammen.
Voksne er både deltagere og en del af erfaringerne, som børn får ved at være i institution. De voksne bestemmer den sociale og kommunikative adfærd.
De voksne vælger bevidst forskellige stilarter i samværet med børnene, de voksne kan vælge at være foran børnene og vise vejen, eller være ved siden af børnene og undersøge og undres sammen med børnene eller være bag børnene for at se, hvad de er optaget af.
-
Barnet danner forståelse og begreber gennem egen handling.
-
Barnet lærer og udvikler sig gennem aktiv leg og i fællesskaber med andre børn og voksne.
-
Børn har forskellige læringsstile, børnene vil ikke lære det samme af den samme situation.
F.eks.
En planlagt efterårstur – alle børn er udstyret med en lille pose til at samle blade, bog og agern i – der skal laves en udstilling om efterår hjemme i børnehaven. I skoven samler halvdelen af børnene blade og er optaget af at finde forskellige blade – en gruppe børn er lige ved at blive opslugt af et par farlige musehuller og der opstår fantastiske historier i deres fællesskab, og den yngste pige i gruppen forelsker sig i en stor, tyk, glat træstamme som hun kun lige kan kravle op på og så udfordrer hun sig selv i balanceøvelser igen og igen , hun jubler hver gang hun hopper ned i bladbunken for enden af stammen.
De voksne skal her kunne fravige læreplanen om efterår med løvfald og sikre at musegruppen og balancepigen får udfordret deres nærmeste udviklingsrum.
Læringsprocesser sker overalt, - spontant og planlagt.