Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Værdigrundlag

Menneskesyn, Ide & Værdigrundlag.

  • Børn og voksne er ligeværdige - men ikke jævnbyrdige.

  • Børn er ved at samle erfaring.

  • De er ivrige efter at lære, undersøge og forstå.

  • De er fra fødslen socialt orienteret.

  • ​​​​​​​Legen er en vigtig del af barndommen.

  • ​​​​​​​Børnenes venskaber og selvorganisering skal støttes og have gode muligheder, således at de i samværet med andre, med nysgerrighed og lyst opdager verden.

Vi kan godt lide det gamle ordsprog: ”Lysten driver værket”

Målet er at vi udvikler selvbestemmelse.

” Retten til at øve indflydelse på eget liv,- under hensyntagen til andre”.

Selvbestemmelsesretten står i forlængelse til fællesskabet, da udøvelse af selvbestemmelse udvikles, vurderes og spejles i forhold til andre selvbestemmende mennesker.

 

I Børnehaven Taarnborg skal alle børn og voksne føle sig anerkendt. Vi skal omgå hinanden med respekt og drage omsorg for hinanden, og vi skal alle have mulighed for at udvikle os.

Børnehaven Taarnborg skal udstråle glæde, trivsel og tryghed, vi skal have en positiv omgangstone, være imødekommende og nærværende, så alle føler sig velkomne og ligeværdige.
 

  • Med anerkendt mener vi: at barnet skal føle sig velkommen og værdsat, opleve at det er noget særligt og har værdi i sig selv.

  • Med respekt mener vi: at lytte til barnet, være ærlig over for barnet, at sætte os i barnets sted og forstå dets handlinger.

  • Med drage omsorg mener vi: at være der i de situationer, hvor barnet har brug for os, sørge for at de får opfyldt deres behov for at kunne trives f.eks mad, sikkerhed, trøst.

  • Med udvikle sig mener vi: at skabe nogle rammer der tager udgangspunkt i det enkelte barns eller børnegruppens behov, så børnene kan tilegne sig nye færdigheder og kompetencer gennem udfordringer i dagligdagen.

  • Med glæde, trivsel og tryghed mener vi: at vi skal vise at Børnehaven Taarnborg er et indbydende og dejligt sted at være.

  • Med anerkendelse mener vi: at vi skal møde barnet med en positiv forventning og er meget opmærksomme på at se barnet intentioner og hjælpe ud fra det. Vi kan her også støtte børnene i at løse konflikter på en god og konstruktiv måde, ved at tale ind til deres følelser og anerkende dem i dem.

  • Med nærværende mener vi: at være interesseret, lyttende og koncentreret, og kunne fordybe sig sammen med børnene.

  • Med ligeværdige mener vi: at vi børn og voksne er ligeværdige men ikke jævnbyrdige.